Der sker for meget, og dog for lidt. Jeg er ikke længere sur på min far, nok nærmere skuffet. Jeg kan ikke snakke med folk om det, de færreste ved hvor skidt det er. Når folk spørger hvad mit forhold til min far er, forsøger jeg så vidt muligt at svare det uden egentlig at skulle komme ind på det. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg skriver, det ramte bare. Jeg blev pludselig ked af det. Det er altid det samme. Måske ændrer det sig ikke, måske gør det, jeg ved det ikke. Han har forsøgt at ændre sig, han har besøgt mig og givet mig små søde gaver. Det mest rørende var da han fremkaldte alle billederne fra mit studentergilde og gav mig dem. Sad og så dem med mig, smilede og sagde hvor stolt han var den dag og hvor glad han kunne se jeg var. Og dog føler jeg intet dagen efter. Det er som et hurtigt fiks. Jeg har samtidig skyldfølelse. Overfor min stedfar. Han er den bedste far en pige kunne ønske sig. Han støtter mig i alt. Så hvorfor føler jeg at jeg mangler min biologiske far? Jeg har allerede en fantastisk én. 

Jeg er mest af alt nok bare skuffet. Såret. Fyldt med bitterhed gennem årene, tårer der ligger klar og kan fylde mine øjne hver sekund. Og en facade der kan holde det hele væk. 

At være fløjet fra reden -

Det er nu en måned siden, at jeg flyttede hjemmefra - et postnummer mod København! Jeg er flyttet til Herlev, og til trods for, at det ikke er længere end 5 km væk fra mine forældre, er jeg flyttet. Jeg bor på førstesal i en villa og har en husleje, der er til at betale. Min udlejer er en 87 årig dame, Birthe, som er godheden selv. Det er som at have fået en reserve-bedsteforældre. Så sød!

Jeg blev i sommers færdig med gymnasiet med det gennemsnit, jeg ønskede. Jeg arbejder nu i en boghandel på 25 timer +, som jeg er rigtig glad for. Jeg har været i butikken gennem mine 3 år i gymnasiet som studiejob og nu er det blevet mit "fuldtidsjob". Det er måske ikke ligefrem alles drømmejob men jeg er utrolig glad for det. Jeg elsker at arbejde med kunder og hjælpe, så det kunne ikke være meget bedre.

Dét, at være flyttet hjemmefra, er en stor omvæltning. Jeg havde ærlig talt troet at det ville være en del nemmere, ikke fordi det er linæreregression, men det er lidt svært at finde ud af. Det er svært at finde ud af hvordan man lige skal have hverdagen til at hænge sammen, hvordan man skal få nok søvn, handle, arbejde, få tid til træning, venner og familie - det hele skal gå op i højere enhed! Men efterhånden har jeg fået styr det på. Men man finder ud af hvad man skal handle og hvilke små ting, man står og mangler i hverdagen, som mor og far plejer at købe.

Jeg synes at det er kommet meget af sig selv. Jeg har ikke været meget alene, det er jeg heller ikke god til i længden. Min kæreste har været her en hel del, hvilket også har styrket vores forhold rigtig godt - så win win!

Ansigt til ansigt med depression -

Følelsen af at være ked af at uden at vide hvorfor. Følelsen af at være fuldstændig tom, tom for ord, tom for følelser. Følelsen af intethed. Følelsen af at du ikke kan, uanset hvor hårdt du end prøver. Følelsen af at det ikke er dét værd. Følelsen af at det bare er endnu en dårlig dag. Følelsen af den psykiske smerte, der hænger over dig hver eneste dag. Følelsen af den fysiske smerte i brystet. Følelsen af tårene, der ikke stopper. 

Jeg er en af de mange, der har stået ansigt til ansigt med en depression. Årsagerne til min depression er mindre betydelige for mig i dag, for jeg har sluttet fred med at de er der eller fået løst dem. Det er et emne, der er svært for mig at snakke om, det er et emne, der pludselig kommer meget tæt på. Jeg har altid været en glad pige, det var jeg også udadtil, men en dag eskalere facaden og så er der ikke meget mere at gøre. Jeg havde det rigtig dårligt i lang tid, og jeg havde brug for nogen til at vise mig lyset. Jeg kunne ikke fortælle andre hvad der var galt eller hvad jeg havde brug for, for jeg vidste det ikke selv.

Min depression startede omkring september 2011 hvor jeg lige var begyndt i 1.g. Ikke det mest belejlige tidspunkt! Jeg havde nogle problemer med i bagagen og fik yderligere nogen i starten af 1.g samt skolegang oveni. Jeg gik og blev mere og mere ked af det, jeg gik hjem fra skole og græd hver dag. Jeg forstod ikke hvorfor og jeg valgte at skubbe det fra mig, for jeg ville nok ikke se det i øjnene. Jeg kan tydeligt huske første gang, jeg faktisk fik brugt ordene 'jeg' og 'depression' i samme sætning. Det var omkring november og jeg trak min veninde til side i et frikvarter, hvor jeg sagde at jeg troede at jeg måske havde depression. Hun reagerede fantastisk og støttede mig lige siden. Hun var min klippe i hverdagen, hun var årsagen til at jeg kom op og i skole hver eneste dag. Jeg er så taknemmelig for at hun var der så meget for mig, for jeg havde nok ikke klaret gymnasiet uden hende.
Jeg tænkte mange gange på at droppe ud i løbet af min depression men jeg havde nogle venner, der holdt mig fast. De sagde at det ikke ville hjælpe mig at droppe ud og jeg kun ville få det værre. Set tilbage i dag, tror jeg at de havde ret.

Første gang jeg fik professionel hjælp var da jeg ringede til min læge. Jeg føler normalt at man skal vente i flere uger på en tid men da jeg nævnte at jeg "muligvis" havde depression, fik jeg en tid en time efter. Min læge målte mit blodtryk og snakkede med mig, jeg blev sågar henstillet til en psykolog med det samme, men afviste tilbuddet. Se dengang, troede jeg at psykologer var for folk, der havde psykiske lidelser og var meget langt ude. Jeg ville igen ikke indside at jeg faktisk havde brug for den slags hjælp. Anyways, jeg kom på en kostplan, en dejlig diæt, som jeg skulle følge til punkt og prikke for at få min krop til at fungere normalt og få en masse energi.
Efter et par måneder på kostplan og vitamintilskud, blev jeg faktisk gladere. Jeg fik det bedre, jeg fik konfronteret mange af mine problemer og jeg fik det bedre med mig selv. Jeg fandt ud af at med familie og venners hjælp, kunne jeg faktisk nå langt længere end jeg nogensinde havde truet håbe på.

I maj 2012 kunne jeg sige til min daværende kæreste "Jeg tror ikke at jeg har depression mere. Jeg kan ikke mærke det. Jeg har ikke grædt i flere uger. Jeg føler mig... Glad?". Det var en ubeskrivelig følelse, jeg var nærmest lykkelig. Jeg begyndte at tælle hvor lang tid siden det var jeg havde grædt, at jeg havde siddet for mig selv og været trist, osv. Der gik længere tid mellem og til sidst... Skete det ikke.
Jeg skal gerne indrømme at det stadig er nemt at falde i. En dårlig dag bliver hurtigt rigtig dårlig men i dag, har jeg fantastisk. Jeg har det godt med mig selv og folk omkring mig. Jeg er et positivt menneske og jeg lever hver dag med et smil på læben. Det er længe siden, jeg har grædt.

Det her indlæg har bestemt ikke været for at få opmærksomhed eller medlidenhed, for jeg synes ikke det er noget, jeg har brug for. Det er et hint til folk om at det er okay at være ked af det og at det hjælper rigtig meget at åbne op for folk. Det kan være rigtig svært at indrømme at man har det dårligt, men det er godt at forsøge, for så kan man få hjælp.

En pige der ikke længere har depression!