Der sker for meget, og dog for lidt. Jeg er ikke længere sur på min far, nok nærmere skuffet. Jeg kan ikke snakke med folk om det, de færreste ved hvor skidt det er. Når folk spørger hvad mit forhold til min far er, forsøger jeg så vidt muligt at svare det uden egentlig at skulle komme ind på det. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg skriver, det ramte bare. Jeg blev pludselig ked af det. Det er altid det samme. Måske ændrer det sig ikke, måske gør det, jeg ved det ikke. Han har forsøgt at ændre sig, han har besøgt mig og givet mig små søde gaver. Det mest rørende var da han fremkaldte alle billederne fra mit studentergilde og gav mig dem. Sad og så dem med mig, smilede og sagde hvor stolt han var den dag og hvor glad han kunne se jeg var. Og dog føler jeg intet dagen efter. Det er som et hurtigt fiks. Jeg har samtidig skyldfølelse. Overfor min stedfar. Han er den bedste far en pige kunne ønske sig. Han støtter mig i alt. Så hvorfor føler jeg at jeg mangler min biologiske far? Jeg har allerede en fantastisk én. 

Jeg er mest af alt nok bare skuffet. Såret. Fyldt med bitterhed gennem årene, tårer der ligger klar og kan fylde mine øjne hver sekund. Og en facade der kan holde det hele væk.